"Skal min væg kunne ånde?"
"Vægge der ånder" og historien bag dette
De dybt rodfæstede legender omkring bygningsfysik og indeklima omfatter vægge, der kunne og endda skulle "ånde". Kun da kunne man undgå farerne ved mug og sikre et "sundt" indeklima.
Myte vs. fakta
Denne idé opstod i forbindelse med den åndbare væg i midten af det 19. århundrede under et eksperiment udført af den berømte hygiejneekspert Max von Pettenkofer. Han konstaterede, at han kunne blæse et stearinlys ud gennem en mursten ved hjælp af en påmonteret og forseglet tragt. Heraf konkluderede han, at porøse vægmaterialer ville muliggøre indendørs/udendørs luftudskiftning og dermed bidrage til rensning af indeluften.
Hvad Pettenkofer overså var imidlertid, at da han blæste stearinlyset ud, skabte han et betydeligt overtryk på den ene side af murstenen, som rent faktisk kunne tvinge luften gennem murstenens struktur. Under normale forhold er der dog ikke sådanne trykforskelle på hver side af ydermuren. Selv kraftige stormes vindbelastning kan ikke presse luften gennem en intakt ydervæg – tværtimod: Mursten og pudsede vægge er lige så lufttætte som beton eller professionelt behandlede præfabrikerede vægge.
Det giver således også sig selv, at isolering – uanset om den er installeret på ydersiden eller indersiden – ikke kan hindre luftudskiftning: Hvor der ikke finder luftudskiftning sted, kan den ikke reduceres, og selv et lufttæt lag monteret i forbindelse med isoleringsarbejdet kan og vil ikke ændre luftudskiftningsraten i et rum.
Ventilation af indendørs rum
Indendørs opholdssteder skal være ventilerede. På den ene side skal udåndet luft udskiftes med iltrig luft, og på den anden side skal fugten i rumluften fjernes. Men dette sker ikke via mystiske fysiske processer i væggen, men via bevidst og kontrolleret luftudskiftning – enten ved regelmæssig, kortvarig åbning af vinduerne eller via et centralt eller decentraliseret ventilationssystem.
Dels tillader kontrolleret ventilation en høj indendørs luftkvalitet, og dels sikrer isoleringen varme vægge, som fugt ikke kan kondensere på og skabe en grobund for mug. Vekselvirkningen mellem de to faktorer skaber et behageligt, sundt indendørsklima. En uisoleret væg ville være kold og ubehagelig. Endvidere ville den føre til betydelige energitab og en permanent risiko for mug.
Fjernelse af fugt gennem vægge betegnes af og til som at de "ånder". Det sker rent faktisk, afhængigt af materialet, men det spiller ingen rolle for rummets fugtbalance. Diffusion, den gradvise gennemtrængning af vanddamp ind i væggens bygningsmaterialer, kan kun udgøre op til 2 % af fugtfjernelsen. 98 % fjernes ved at udlufte rummet. Og i praksis spiller de 2 % ikke engang en rolle.
Det væsentlige her er, at puds af gips, kalkcement eller ler kan binde fugt i krystallinsk form og, om nødvendigt, frigive den igen til indeluften, hvis den er for tør. Luftfugtighedens såkaldte spidsværdier reduceres.
Et uddrag fra den tyske DIN 4108
fra 1969
"At vægge ånder, forstået som at der sker en luftfornyelse indeluften, finder ikke sted, men af hygiejniske og strukturmæssige årsager er en vis evne til at absorbere vanddamp ønskeligt på indersiden af væggene. Almindeligt indendørs puds, gipsplader og lignende opfylder dette ønske (buffervirkning).
For at forhindre gennemtrængning af den mængde vanddamp, som dette lag absorberer, til de dybere bygningslag, kan det være nødvendigt at installere en dampbarriere, især i forbindelse med vægge, der består af flere lag. Såsom systemer med metalskeletvægge og gipsplader. Den luftfugtighed, der absorberes, når luftfugtigheden er høj, frigives igen til indeluften under tørre perioder. Dette lettes ved at udlufte rummene (åbne vinduer, installere ventilationskanaler med mere). " DIN4108-1969
Konklusion
Den funktionelle model med "vægge der ånder" hører fortiden til. Energimæssigt optimerede bygninger kræver en lufttæt klimaskærm. Hvad angår lufttæthed viser FOAMGLAS®-isolering sig at være det perfekte isoleringsmateriale – installation af en ekstra luftbarriere er ikke påkrævet.
